Jeg har haft fornøjelsen af at give studenterne de sidste bevingede ord med på vejen i form af min dimissionstale, som kan læses nedenfor.
Stort tillykke og alt det bedste til studenterne!
Dimissionstale Gribskov Gymnasium 2016
Kære
studenter,
I
dag er det jeres dag! Stort tillykke! I er nu kommet helskindet igennem
gymnasiet. For nogle af jer har det været let som en leg; for andre har det
ikke været helt så lige til. Ingen af jer havde klaret det uden jeres mange
dygtige lærere og jeres stolte forældre, så de skal alle sammen også ønskes et
stort tillykke med jer!
Fælles
for jer alle er, at I nu kan begive jer ud i verden, lidt mere voksne, en del
klogere og meget mere alment dannende, end da I startede som elever for tre år
siden. Men I har ikke bare været elever på Gribskov Gymnasium. I har været
Gribskov Gymnasium. Uden jer var Gribskov Gymnasium ikke, hvad det er i dag.
Jeg har ofte sagt til jer, at det her er jeres skole. Det har I taget imod. I
har sat jeres præg på skolen til hverdag og fest med flid, farver – og fravær.
I
har været med til at udvikle og udføre skolens nye vision. Uden jer havde vi
ikke fået graffiti-værket, elevernes væg i vores indgangsparti; vi havde ikke
oplevet de skønne skovture, de storslåede skolekomedier, den forrygende musik
til Gribstock, de kunstneriske film til det Gyldne Bånd, de imponerende
naturvidenskabelige forsøg til naturvidenskabsfestivalen, de ekvilibristiske sprogkundskaber
på sprogdagen, de 2 dages boykot af undervisningen i forbindelse med
gymnasiereformen og så naturligvis al den daglige undervisning. I har hver eneste dag været indbegrebet af
Gribskov Gymnasium og I vil blive savnet, så forhåbentlig kommer I tilbage til
gamle elevers fest, SFN (sidste fredag i november) og hilser på os og jeres
gamle klassekammerater.
Gymnasielever
som jer har i dette forår i den grad været i vælten i pressen. I blev taget som
gidsler i debatten om gymnasiereformen, hvor præmissen var, at fagligheden i
gymnasiet var for lav, og at der derfor skulle strammes op med karakterkrav og
højere faglighed. Men det er en falsk præmis. Jeg har i år overværet 75 timer
og 45 minutters undervisning, hos 33 lærere, i 13 fag, så jeg tør godt lægge
hovedet på blokken og sige, at fagligheden i gymnasiet ikke fejler noget.
Fagligheden, som I besidder, er meget høj. Jeres flotte eksamensresultat
bekræfter dette, og Gribskov Gymnasiums såkaldte løfteevne er blandt de højeste
i landet. Og det er helt sikkert, at jeres faglighed bestemt ikke står tilbage
for fagligheden hos tidligere generationer af gymnasieelever.
Vi
har også måttet høre om gymnasieelevers deling af billeder og film med sexuelt
indhold. Det har jeg været forskånet for at skulle håndtere her hos os. Så måske
er I fornuftige nok til ikke at gøre det (men det kan jeg godt komme i tvivl om
efter at have læst jeres Blå Bog). Pas nu på fremover, når I gebærder jer på de
sociale medier – er det først online, så bliver det ikke glemt.
Gymnasielevers
overforbrug af tobak, alkohol, hash og hårde stoffer var også en tur i
mediemøllen. Men heldigvis er det ikke som vanvittige tågehorn, at jeg har
oplevet jer. Nuvel, I kan da godt feste og give den lidt gas (det vidner jeres
Blå Bog også om) – og det er jer velundt. Lidt spas skal I have lov at have.
Men lad hash og de hårde stoffer være. De fører ikke noget godt med sig.
I
er kort sagt en generation af gymnasieelever, som der er stor opmærksomhed på.
Det gælder også, når I nu skal videre fra gymnasiet. Fra politisk hold er
ønsket, at I skal skynde jer igennem uddannelsessystemet, og så hurtigt ud i
fast og fornuftigt arbejde. Jo hurtigere, jo bedre – synes det at lyde. Men stop
op og træk vejret. Tag det roligt! Vent lidt. Nyd øjeblikket.
Jeg
ved godt, at det kan være svært at tage det roligt i dag, hvor mantraet er, at
det er ”smart at have travlt”. Denne ”Travlhedskultur” beskrives således i bogen med den skræmmende titel: De 5 valg: Vejen til ekstraordinær
produktivitet. Her kan vi læse
…
at travlhed er blevet en form for statussymbol og en måde at kommunikere vores
værd over for omverdenen. Gå hen og spørg folk, hvad de laver. De fleste gange
vil de sige noget i retning af: ”Jeg har sindssygt travlt – hvad med dig” Så vil
du svare noget a la: ”Åh ja, jeg er totalt overbelastet.”. Og så nikker I til
hinanden i gensidig forståelse af at have udført det grundlæggende ritual, som
i vores kultur bekræfter dit værd på arbejdet og som menneske. Konklusionen er
at hvis du har travlt, så er der nogen der har brug for dig til noget, og
derfor er du noget værd. Jo travlere du har, desto mere er der brug for dig.
Det er det eksistentielle krav i det 21. århundrede: ”Jeg har travlt, derfor er
jeg”[1].
Men
kunne man forstille sig en kultur, hvor det ikke
at have travlt var prestigefyldt? Ikke det, ikke at lave noget, eller bare
flade ud, men det at nå det man skal, uden at føle at man har travlt, og uden
at det er vigtigt, at man har travlt. Måske kunne vi få denne tilgang til
travlhed, hvis det at have travlt blev forbundet med at være for langsom til
det, man skal gøre. For har man travlt, så har man jo ikke nået alt det, man
skulle/burde/kunne nå. Men det er nok lidt for letkøbt at sige, at alle, der
siger, at de har travlt, faktisk er lidt langsomme. Mange mennesker har
utvivlsomt travlt i dag. Og det bør respekteres og håndteres ordentligt, og
inden at travlheden udvikler sig til stress, og inden vi ender som forretningsmanden
i Den Lille Prins, der tæller
stjernerne og siger: ”Hvad for noget? Er du der endnu? Fem hundrede og een
millioner… det kan jeg ikke huske mere … jeg har så forfærdelig travlt. Jeg er
nemlig alvorsmand. Jeg spilder ikke min tid med snak”[2].
Hvis
man har så travlt med alt det man skal nå, og ”ikke spilder sin tid med snak”,
så er faren at man glemmer, at det er i nuet livet sker. Hvert øjeblik er der
mulighed for at opleve noget interessant, men det kan man let glemme, fordi man
føler, at man hele tiden skal nå noget andet, noget mere, noget vigtigere. Hele
verden har tilsyneladende travlt, som Brooks Halten tørt konstaterer i filmen Shawshank Redemption, da han kommer ud
af fængslet efter en menneskealder: “The world went and got itself
in a big damn hurry”. Lad os undgå ”the big
damn hurry”, og i stedet følge Svend
Brinkmans eksempel og glæde os over, at vi går glip af noget, sådan som han
opfordrede til at man gjorde i en artikel lige efter nytår. Brinkman skriver: ”I
2016 kan vi sammen prøve at erstatte angsten for at gå glip af noget med glæden
ved at gå glip af noget. Lad mig foreslå jomo
som et opbyggeligt begreb: Joy of Missing Out…Lad os hylde filosofien om
’less is more’, og lad os få mere stilhed, nærvær og sindsro”[3].
Det
er nu, I kan stoppe op. Kig ud. Mærk efter. Tænk jer om. Gå glip af noget og
sæt pris på det! Jeg synes ikke, at I skal have alt for travlt med at suse
videre igennem uddannelsessystemet. I må gerne bruge tid på at finde ud af,
hvad der er vigtigt og betydningsfuldt for jer selv. Og I må gerne gå glip af
noget. I hverken kan eller skal nå alt.
I
bliver ikke bedre lærere, læger, pædagoger, jurister, arkitekter, fysioterapeuter,
politimænd, psykologer, økonomer, historikere, musikere, forretningsfolk, rektorer
eller hvad I end gerne vil være, af at skynde jer gennem uddannelsessystemet og
gennem livet. Hvis I er heldige, så brænder I for noget, og så skal I kaste jer
ud i det for fuld kraft. Brænder I ikke for noget, så afprøv forskellige
muligheder. Og hvis I ikke ved lige præcis, hvad I vil, så har I garanteret
sikkert godt af at tage et eller flere af de forbudte sabbatår. I kan også tage
disse to gode gamle vendinger med jer på jeres færd: 1. ”Det haster vel ikke
mere end det jager” og 2. ”Hastværk er lastværk”. Så når I nok det hele, mens I
går glip af en masse, og det er godt.
Når
I så går der og tager det roligt og nyder nuet, så sørg for at tage hinanden i
hånden og med på turen. I har her på gymnasiet skabt et fællesskab i og på
tværs af klasserne. Det er værd at bevare gode fællesskaber og at skabe nye
fællesskaber. Sammen er I mere end summen af delene. Sammen kan I klare mere og
sammen kan I rumme mere. Rummelighed er netop en af Gribskov Gymnasiums
kerneværdier. Det håber jeg, at I ikke glemmer. Vi er et gymnasium, hvor der er
plads til alle. Vi åbner os også for omverden, hvilket vi fik mulighed for at
vise på en særlig måde i år. I år har vi nemlig i fem 3.g klasser haft
fornøjelsen af at kunne tage imod 5 nye elever, der allerede havde været i gang
med en gymnasial uddannelse, men som alligevel fulgte undervisningen her hos os
samtidig med, at de gik på sprogskole om aftenen. De fem elever er flygtninge
fra Syrien og Uganda. De to af dem sidder med her i dag. Jeg vil derfor gerne
dels sige tak til jer studenter for at tage godt imod dem, og dels sige tak til
de 5 flygtninge for at give os et indblik i verden udenfor – det har været
sundt for os alle. Jeg ønsker alle 5 held
og lykke på jeres videre vej i det danske uddannelsessystem. Jeg håber, at I
vil mindes Gribskov Gymnasium med glæde, og hvem ved måske får vi en dag lov
til at have jeres børn gående her hos os.
Udover
nu at have formanet jer studenter til at tage det med ro og huske på
rummeligheden, så vil jeg benytte denne lejlighed, hvor jeg for sidste gang har
jeres fulde opmærksomhed, til at tale om ét særligt ord. Et ord, der har været
på alles læber i år, og som ydermere var emnet for eksamen i Almen
Studieforberedelse, så I har allerede hver især fordybet jer i det på
forskellig vis. Det ord er ”Grænser”.
I
Almen Studieforberedelse viste I, at der ikke var grænser for jeres faglige
opfindsomhed. I har undersøgt alt fra grænsen for luftforurening med brug af fagene
kinesisk og biotek til grænsen mellem lyrik og musik i dansk og musik. Nogle af
jer har også taget fat på det, som ordet ”grænser” i dag vel først og fremmest sender
vores tanker hen på: flygtningestrømmen og lukkede grænser symboliseret ved den
rød-hvide grænsebom.
Bomme
eller mure kan lukke og forsegle grænser mellem lande, og vi kan da kun frygte,
hvad der sker, hvis Donald Trumps drøm om en mur mellem USA og Mexico går i
opfyldelse. Personligt mener jeg ikke, at vi skal lukke os selv inde og andre
ude – vi bør i stedet åbne op og lukke verden ind. Og det er det vi gerne vil
stå for her på gymnasiet: åbenhed, nysgerrighed og tolerance.
Men
grænser er, som I viste i Almen Studieforberedelse, ikke kun knyttet til lande.
En grænse er en kant, en streg, en skillelinje. Når vi står på grænsen af noget,
så står vi midt mellem to mulige verdener. Vi kender det også fra
”dørtærsklen”, der markerer adskillelsen mellem ens hjem og den omkringliggende
verden. Typografisk kan tankestregen vel
bedst bruges til at repræsentere grænsen som en adskillelse, en pause og
markering af, at vi er på vej til noget nyt. Nogle gange er grænsen mellem to
steder ikke bare markeret af en linje eller en bom, men af et helt tomrum, et ”ingenmandsland”.
Ofte er et ”ingenmandsland” skræmmende og uhyggeligt, men måske kan et
ingenmandsland også være noget andet. Jørgen Leth har ligefrem udgivet et digt
med titlen ”Lykken i Ingenmandsland”, hvori han skriver: ”Intet er så smukt som
Ingenmandsland er smukt i dag”. Måske er det faktisk i det smukke ingenmandsland,
og så har jeg brug for en tankestreg - at lykken findes.
I
står nu i ingenmandsland mellem ungdomsliv og voksenliv. Indtil nu har mange af
jer fulgt den slagne vej, hoppet let fra børneliv til ungdomsliv, fra børnehave
til folkeskole til ungdomsuddannelse. Nu skal I så ud i voksenlivet. Og kun få
af jer har en ide om, hvad næste skridt er. Så bliv stående lidt der på
tærsklen til fremtiden. Nyd det. Det er trods alt ikke så tit, at man næsten
fysisk kan mærke, at her er en grænse, der markerer en overgang til noget helt
nyt.
I
løbet af jeres liv vil I forhåbentlig ikke bare komme til at krydse grænser,
som den I står på i dag. I vil forhåbentlig også komme til at flytte jeres egne
grænser, måske endda bryde jeres grænser for, hvad I troede, I kunne og ville.
I kan mere end I aner. Jeres generation vil forhåbentlig også flytte og bryde grænserne
for den viden om verden, vi har i dag. I kommer måske også nogle gange til at overskride
jeres egne grænser, men pas på med at overskride andres grænser. Lær jeres egne
grænser at kende og sørg for at sætte dem, når det er nødvendigt. Så kan I
måske undgå at blive fanget ind af det såkaldt grænseløsearbejde og I skulle
også gerne undgå at ende i grænsepsykoser, grænseløs gæld og andre græsseligheder.
Men selv om I skal lære jeres egne usynlige grænser at kende, så prøv ikke at
begrænse jer selv, for det er kun fantasien, der sætter grænser. Der er vide
grænser og snævre grænser. Forhåbentlig har gymnasiets almene dannelse udvidet
jeres grænser. Det er på grænsen, i mellemrummet, i overgangen, i
ingenmandsland, at man opdager, at man er på vej mod noget andet, noget
fremmed, noget ukendt. Sådan. Træk
vejret igen. Og tag så skridtet. Kryds grænsen. God tur!
Og
med disse ord dimitterer jeg jer som studenter fra Gribskov Gymnasium 2016.
Kristoffer Høy
Sidenius
Rektor
Gribskov Gymnasium
Ingen kommentarer:
Send en kommentar