torsdag den 11. august 2016

Trist besked starter det nye skoleår


Så er alle elever igen mødt på Gribskov Gymnasium – klar til et nyt skoleår.

I år måtte jeg desværre starte året med en meget sørgelig besked til alle elever. I løbet af sommeren skete der det tragiske, at Annemette Mortensen, der blev student i juni, døde i et trafikuheld. Annemette var en glad og dygtig pige, der var meget vellidt af både lærere og elever. Hun er gået bort alt for tidligt og det er umuligt at begribe den sorg, som hendes familie og venner nu bærer på. For at ære Annemettes minde startede vi derfor skoleåret med et minuts stilhed for hende.   

Mine tanker går til Annemettes forældre, familie og venner.

mandag den 8. august 2016

Et reformår venter forude

Så går det løs igen: fra i dag er der planlægningsmøder med lærerne og torsdag møder eleverne op. Jeg glæder mig til at skolen igen vil summe af liv.

I år er jo et lidt særligt år, da vi med spænding kan se frem til at få hele reformen (eller som den hedder officielt: ”Aftale om styrkede gymnasiale uddannelser”) udførligt beskrevet. Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling har meddelt at der kommer et lovforslag til høring i september og det forventes vedtaget i december.

Lige nu ved vi, at karakterkravet først kommer fra 2019, og selvom der igen er debat om selve karakterskalaen (og hvem savner ikke 13-tallet?), så tror jeg ikke, at hverken skalaen eller det nye adgangskrav ændres.

Det spændende bliver om de lovede afbureaukratiseringer vil materialisere sig og hvordan vi lokalt vil kunne implementere reformen. Hvor meget frihed får vi strukturelt? Vil lærerplanene blive mere firkantede og fuld af kanoniske tiltag, eller bevares lærernes pædagogiske frihed? Hvad er karrierelæring for en størrelse? Hvordan bevares almendannelsen? Og sådan kan rækken af spørgsmål fortsættes. Vi  står og tripper i limbo, men må tålmodigt vente på ministeriet.

Jeg håber at vi får vide rammer til at lave den allerbedste udgave af en ny reform. For vi vil jo bare gerne uddanne de dygtigste (og gladeste) studenter. Og jeg ser frem til i samarbejde med lærerne at udfolde og realisere reformen. Mit håb er at ministeriet i processen inviterer aktører fra gymnasieverdenen indenfor i maskinrummet, og de er da altid velkomne til at sende mig en invitation!