I dag har jeg et debatindlæg i Frederiksborg Amts Avis, men da alle måske ikke læser denne, vil jeg lige benytte min blog til at sprede budskabet:
Problemet er ikke gymnasiet!
Lige for tiden er der mange røster fremme i medierne om, at
forældre skal råde deres børn til at vælge en erhvervsuddannelse i stedet for
en gymnasial uddannelse. Senest i Frederiksborg Amtsavis den 5. oktober, hvor
Sophie Hæstorp Andersen og Lars Gaardhøj, begge fra Socialdemokratiet,
fremfører dette synspunkt og desuden med begejstring henviser til kampagnen ”Ditbarnsfremtid.dk”.
I mine øjne er det en kampagne, hvori forældre, der anbefaler deres børn at
vælge en gymnasial uddannelse, latterliggøres
og anklages for ”at leve i stenalderen”, fordi de anbefaler deres børn at tage
en gymnasial uddannelse.
Men set fra min stol på rektorkontoret på Gribskov Gymnasium
er denne anklage ikke bare latterlig, den er grundløs. Gymnasiet tilbyder i dag
stadig den bredeste, mest varierede ungdomsuddannelse i et miljø, der både
udfordrer eleverne fagligt, personligt og socialt og klæder dem på til
videreuddannelse med en ballast af almendannelse.
Mange
politikere mener, at der vil mangle faglært arbejdskraft i fremtiden, og derfor
ønsker de at flere unge vælger en erhvervsuddannelse. Men har de ret? Den
politiske ambition kan og skal diskuteres og udfordres.
Jeg
mener ikke, at vi uddanner for mange
studenter. Hvis murere, tømrere, elektrikere, vvs’ere og struktører (jord og
betonarbejdere) skal have fast arbejde, skal der først tegnes bygninger,
planlægges ny infrastruktur og tænkes i samspil mellem økonomi og miljø,
hvilket kræver en vifte af akademisk arbejdskraft fra økonomer til arkitekter
og byplanlæggere. Hvis industriteknikeren skal have robotter at reparere, så
skal robotterne først opfindes af ingeniører. Hvis eventkoordinatoren skal have
noget at koordinere, så skal der først tænkes i nye events og skabes samspil
mellem offentlige kulturinstitutioner og private virksomheder – her er der brug
for akademikere fra både humaniora og samfundsvidenskab. Med andre ord er
forudsætningen for, at der er arbejde til de faglærte, at højtuddannede
akademikere ser nye muligheder og skaber, tegner og tilrettelægger fremtiden. Ud
over akademikere vil der i fremtiden også være stor brug for
professionsuddannede fra både erhvervsakademierne og professionshøjskolerne,
der ligesom universiteterne kræver en adgangsgivende gymnasial uddannelse. Derfor
må det politiske standpunkt, at flere unge skal vælge en erhvervsuddannelse ses
som et enøjet. I virkeligheden er problemet grundlæggende et andet: 15-20% af
en ungdomsårgang får ikke en ungdomsuddannelse. Det er en katastrofe! Det er de
unge, som vi skal målrette uddannelsesindsatsen imod. I denne gruppe af unge må
der kunne findes elever til erhvervsskolerne. Det vil være mere meningsfuldt og
frugtbart at arbejde med at få flere af de unge, der ikke får en
ungdomsuddannelse, ind på erhvervsskolerne, i stedet for at forsøge at flytte
og skubbe de unge væk fra de gymnasiale uddannelser.
I
stedet for at forherlige erhvervsuddannelserne og lange ud efter gymnasiet burde
politikerne erkende, at problemet ikke er, at for mange tager en gymnasial
uddannelse, eller at for få tager en erhvervsuddannelse, men at for mange unge
slet ikke får en ungdomsuddannelse. Et skridt på vejen kunne være, at politikerne
inviterede fagfolk fra hele uddannelsessektoren med til en konstruktiv og
frimodig debat, hvor det var hensigten at tænke i helt nye uddannelsesbaner.
Der er brug for nye typer uddannelser, som unge, der i dag ikke får en ungdomsuddannelse,
kan og gerne vil tage. Det er ikke let. Men det er nødvendigt! Jeg vil gerne
deltage. Vil politikerne?