I lørdags havde jeg et lille debatindlæg i Frb. Amts Avis. Skulle man ikke lige have set det, så lægger jeg det her på min blog.
Drop væddeløbet og
lad de unge være langsomme!
Begrebet ”karrierelæring”
er det nye sort i uddannelsesverdenen. Det er en del af den nye gymnasiereform,
og vi finder det også i den helt nye ”studievalgsportfolio”, som elever i
grundskolen skal udarbejde. Ideen med karrierelæring er, at de unge skal vælge
deres karrierevej hurtigt og rigtigt og uden svinkeærinder. I ideen om ”karrielæring”
er også et politisk ønske om at få flere unge til at vælge en
erhvervsuddannelse (et tydeligt ”karrierevalg”), i stedet for den gymnasiale
vej, som jo netop ikke er en entydig ”karriereretning”. Men er det overhovedet
nødvendigt at unge fokuserer så meget på deres kommende ”karriere”?
Ordet
”karriere” kommer af det franske carrière: ”løbebane”,
som stammer fra middelalderlatin carraria: ”væddeløbsbane”, som er
beslægtet med carrus: ”vogn”. I ordet ”karriere” har vi således
ideen om et ræs, om hastighed, om at skynde sig for at vinde ”væddeløbet” i den
rigtige vogn. Jeg mener ikke at de unge skal skynde sig og prøve at vinde
”væddeløbet”. De skal tage det med ro i erkendelsen af, at en persons ”karriere” først står helt
tydelig frem, når den nærmer sig sin afslutning.
Det virker
som om, at politikerne har glemt, at deres vej til Christiansborg næppe var snorlige.
Min vej til rektorsædet var det ikke, og jeg er helt sikker på, jeg ikke var
”endt” her, hvis ikke jeg undervejs ud over universitetsstudier også havde haft
en årrække med moderne dans og teater og arbejde i både rengørings-,
restaurations, og rejsebranchen.
Som rektor
for et gymnasium undrer det mig ikke, at de fleste unge vælger en gymnasial
uddannelse, for den giver ikke bare studiekompetence og almendannelse, den giver
også de unge tid til at skabe en identitet i et læringsfællesskab sammen med
andre unge, hvor de endnu ikke har valgt en helt præcis ”karrierevej”. De
fleste unge ved heldigvis ikke, hvad de vil være, når de bliver store. Og det skal
de da heller ikke vide. Jeg ser det som gymnasiets fornemmeste opgave at åbne
verden for de unge, at gøre dem nysgerrige og videbegærlige og at lade dem udvikle
sig i deres eget tempo. -og lade dem overraskes over alt det, de ikke anede var
interessant!
Hvis de unge
stadig ikke har en ”karriereplan” efter gymnasiet, så er det forhåbentlig,
fordi det er lykkedes os at vise dem, at ”karrierelæring” ikke handler om at ”vælge
hurtigt og rigtigt”, men om at prøve ting, at lære nyt, at udvikle sig og at
skabe fællesskaber. Skulle de vælge at udskyde ”valget” med nogle sabbatår, så
er det fint, for det er ikke det værste, der findes. Og med en gymnasial
uddannelse står dørene til videreuddannelse (og fremtidig ”karriere”) også åbne
efterfølgende.
Det er
værd at huske at der er masser af muligheder for videreuddannelse for studenter
- også hvis de ikke lige alle landede med de eftertragtede 12-taller, fordi de
tog både karriere- og karakterræset med ro. For karakterer er ikke det eneste,
der fører til en god ”karriere”. Vi bør i det hele taget ændre det enøjede
fokus på karakterer og i stedet drøfte, hvordan vi udvikler de unges ”karakter”.
Det er en anden debat, men den hænger nøje sammen med det politiske ønske om en
lige vej til ”karriere”. Mit råd til de unge er: tag det med ro, nyd jeres
ungdom, og bevar jeres nysgerrighed, så skal det hele nok gå, og I skal alle
sammen nok få en fin ”karriere”.