Jeg ønsker dem alle stort tillykke.
Nedenfor er min dimissionstale til Gribskov Gymnasiums studenter 2017.
Rigtig god sommer!
Dimissionstale
2017
Kære
studenter,
I
har gjort det. I har klaret tre år i gymnasiet. Tillykke! Klap jer selv på
ryggen! Og lad os klappe af jer, og af jeres dygtige lærere og jeres forældre,
som har bakket jer op i løbet af de tre år!
I
årets skolekomedie mødte vi forfatteren Marcel Proust, hvis roman, På Sporet af den Tabte Tid, er berømt
for madeleinekagen, der vækker hovedpersonens barndomsminder - en svunden tid. Som
rektor vil jeg naturligvis håbe at jeres ungdomsminder om gymnasiet særligt vækkes,
når I i jeres videre studier støder på faglige begreber og viden om dette og
hint, og så pludselig husker: ”Det lærte vi da allerede i gymnasiet”. Men realistisk
set, så er det måske snarere duften af doven fadøl efter en fest, eller for
nogle i jeres årgang (særligt drenge) en bestemt sang, der vil bringe gymnasieminderne
frem (synges: ”Vi skal på grillen / Vi skal på grillen / Og vi skal ha’
pølsemix”). Uanset, hvad der vækker minderne, så er det godt at vide, at I
hvert år altid kan komme tilbage til Gribskov Gymnasium til gamle elevers aften
den sidste fredag i november. Meld jer til på Facebook!
Minderne
skal nok komme. Og jeg vil også altid mindes jer, for det har været en
fornøjelse at lære jer at kende. I har fyldt gymnasiet med liv – hver eneste
dag. I løbet af jeres tre år på gymnasiet har jeg set undervisning utallige
gange i alle jeres klasser. I har blandt andet brilleret med analyse af nyere
danske noveller, blik for det skønne i integralregning, viden om det
amerikanske politiske system, beherskelse af kinesiske skrifttegn, demonstreret
specialiseret bioteknologisk viden om fotosyntesen på et ”sygt” højt niveau og
naturligvis udfoldet jeres musikalske evner og vist jeres skuespiltalenter, hvilket
hele gymnasiet har nydt godt af til morgensamlingerne, Gribstock, det Gyldne
Bånd og skolekomedien. I har imponeret mig med jeres engagement i den daglige undervisning,
selvom jeg da en gang i mellem også har set momentane udfald, når digitale
fristelser har ”snappet” jeres koncentration.
Om
lidt forlader I så gymnasiet og kan dele jeres sidste ”insta” og ”snap” fra Gribskov
Gymnasium. Spørgsmålet er, hvad skal I så bruge jeres studentereksamen til? Fra
politisk hold presses I konstant af karakterkrav, gennemførselsfrister, og mantraet
om, at I skal vælge nu og vælge rigtigt. Men tillad mig at mane til besindelse,
og minde jer om at høje karakterkrav kun siger noget om, hvor mange ansøgere
der er til en given uddannelse i forhold til antal studieplader på den
pågældende uddannelse. Specifikke karakterkrav siger intet om, hvad en
uddannelse kan føre til, hverken noget om, hvor mange oplevelser I vil få gennem
studierne og i jeres fremtidige arbejde, eller hvor mange (eller hvor få) penge
I vil komme til tjene. Det er værd at huske, at 70% af alle videregående
uddannelser kun kræver en bestået studentereksamen. Så der er ingen grund til at
gå i panik over de høje karakterkrav, og samtidig er der heller ingen
undskyldning for ikke at tage en videregående uddannelse.
I
skal vælge videregående uddannelse med hjertet, og ikke fordi andre synes, det
er det rigtige. Den lige vej fra gymnasiet til videregående uddannelse er god
for dem, der ved, hvad de vil. Men for alle jer, der ikke har fundet jeres kald
endnu, så vil jeg naturligvis anbefale et sabbatår – eller flere. Men det
(eller de) år skal ikke henslænges på sofaen, men bruges til at udforske
verden. Prøv at få et rigtigt (kedeligt) arbejde. Lav frivilligt arbejde. Tag
på højskole. Rejs ud i verden. Glæd jer over, at I ikke aner, hvad livet vil
bringe.
I
sin nye fremtidsroman Mimesis
beskriver forfatter Thomas Kampmann Olsen verden, som han forestiller sig den i
2045. På et tidspunkt siger hovedpersonens far (født i 1989) til en yngre
kvinde (født i 2007), som han møder i et virtual reality spil: ”Tingene er gået
så hurtigt, og I har Ikke fået tid til at opleve hvem I er”[1]. Jeg
håber at denne fremtidsbeskrivelse af unge, der i dag er ca. 8-10 år yngre end
jer, ikke vil passe på hverken dem eller jer, og at I vil få tid og give jer
tid til at opleve, hvem I er, og hvem andre er.
Med
jer på vej ud i oplevelserne har I ud over jeres eksamensbevis også en anden
ting med i tasken: den der helt umålelige ting, som vi kalder for ”almendannelse”.
Dannelsesbegrebet er ofte til debat, og som i al god humaniora findes der mange
definitioner på, hvad det er for en størrelse. Forfatteren Villy Sørensen har for
snart 20 år siden givet et godt bud. Han siger, at man er almendannet, når ”man er engageret ud over sig selv i de fælles problemer... Dannelse
har at gøre med fællesskab, man kan ikke bare være dannet for sig selv”.[2] Det
synes jeg er en glimrende definition på dannelse, fordi den understreger, at det
ikke er nok at være sig selv nærmest. Man må og skal udfolde sig i relationer
til andre og tage hensyn til dem for at kunne kalde sig selv for dannet.
Jeg
vil anbefale, at I på jeres vej ud i verden løfter blikket fra karakterskalaen,
tænker på dannelse som skabt i fællesskab, og bevarer den nysgerrighed, som I
havde, da I startede i gymnasiet, og som I nu skal udforske på ny, eller som fysikeren
Stephen Hawking siger det: ”Husk at kigge op på stjernerne og ikke ned på dine
fødder. Forsøg at give det, du ser, mening og at undre dig over, hvad der får
universet til at eksistere. Vær nysgerrig. Og lige meget hvor svært livet ser
ud, så er der altid noget, du kan gøre og få succes med. Det betyder noget, at
du ikke bare giver op”.[3]
Jeg
er sikker på at I ikke giver op - selvom livet af og til vil være overvældende
og forvirrende. Særligt for jer med alle de muligheder, I har, kombineret med
samfundets (og jeres forældres?) krav om, at I skal vælge rigtigt med det
samme. For hvordan gør man det? Jeg aner det ikke! Hvis jeg havde formlen, så
ville jeg give den til jer! I må med jeres nysgerrighed selv finde jeres vej
gennem uddannelser og livet. Fra mig må I nøjes med at få to begreber, som jeg vil
bede jer om at være opmærksomme på i resten af jeres liv. Hvis I ikke kan huske
de to begreber, når I går ud i vognene – eller når I vågner lidt slidte i
morgen - så frygt ikke, for talen kan genses
på YouTube og læses på min blog – så lige nu kan I bare læne jer tilbage og
lytte.
Det
ene begreb skal I, når det nævnes, altid tage jer i agt for. Det er helt ok,
hvis I bliver bange - rigtig bange - når det nævnes. Det begreb er, som de
kvikke har gættet: Data! Se - der blev I bange! Data! Men vi skal længere ind.
Helt ind i datamaten….
Når
vi kommer ud af datamaten, så kaster vi os over det andet ord, som I skal værne
om og kæmpe for og med. Det er selvfølgelig: ”vildskab”.
Men
lad os først tage en tur ind i ordet Data.
I dag er ”data” blevet et rigtigt buzzword. Vi finder det i en lang række
sammensatte ord, fra det tidlige ”datamat” til ”datacenter”, ”dataregister”,
”database”, ”datakvalitet” og ”datanom”. Vi taler om ”dataunderstøttet læring”,
”dataoplyst ledelse”, og Undervisningsministeriet har tilmed et såkaldt
”datavarehus”. Så det er et ord, vi ikke kan undgå. Data er ifølge Ordbog over
det Danske Sprog: ”nøjagtig oplysning, ofte udtrykt i en objektiv eller
målbar form”. Nu tænker I måske: ”hvorfor skulle vi så være bange for data, der
er jo ikke noget galt i at måle, og veje og det kan jo være godt med målbare og
nøjagtige oplysninger”. Ja, det kan det – måske?
Vi
kan vel sige, at ”data” i sig selv ikke er problematiske, men at det snarere er
den blinde tro på og nærmest forherligelse af data, som er fremherskende i dag, der er problematisk. Vi gør klogt
i at nuancere billedet mere, og altid tage forbehold for ”datakvaliteten”,
således som det på fin vis gøres i forordet til den 20 år gamle publikation fra
Danmarks Statistik med den rammende titel: Den
Hvide Hue – Hvad fører den til?, som forsøger at beskrive, hvad der sker
med studenterne efter gymnasiet, og hvor det i forordet understreges at
”Registerdata kan, som andre data, også være fejlbehæftede”[4]. Og
det gælder uanset, hvor store undersøgelserne er. Det, der kaldes ”big data”,
er måske den mest skræmmende og intetsigende form for data. For som litteraturforskeren
Stanley Fish skriver i en bog om argumentation: ”Faktisk kunne du stable data
til det dannede en stak, der var højere end ti Empire State bygninger, og det
ville ikke fortælle dig noget som helst”[5]. Heri
har Stanley Fish ret. ”Data” siger ikke noget i sig selv. Det er måden, vi
burger data på, måden vi fortolker data på, der siger noget, og vores
fortolkning beror altid på vores perspektiv, og de samme data kan føre til vidt
forskellige fortolkninger.
For
mig er et af de største problemer ved at tro blindt på data, at data ikke tager
højde for relationer. Hvis vi f.eks. kun målte jer på jeres studentereksamens
karaktergennemsnit, så ville vi ikke kunne se, at I i gymnasiet også har
udviklet jer som mennesker og fået det der umålelige ”almendannelse” med jer. I
ville bare blive brikker i ”big data”. Men I er så meget mere end det. I er
vidunderlige, dejlige, tossede, hensynsfulde, begavede og sjove unge mennesker,
der ikke kan reduceres til at være ”data”. Det skal I huske. I skal aldrig
stille jer tilfredse med at blive reduceret til data, og tag jer i agt overfor
dem, der tror, at ”data” er ”sandheden” om ”virkeligheden”.
Og
således opmuntret er vi nået til dagens andet ord, som vi kan se som modsætningen
til data, nemlig vildskab.
Vildskab
bliver ofte opfattet negativt, som den dyriske modsætning til menneskelig ”fornuft”.
Vildskab skal her ikke forstås som den løssluppenhed og det tab af hæmninger og
kontrol, som I oplever i festligt lag, og som I på gribende vis har beskrevet i
jeres Blå Bog. Vildskab er heller
ikke en passende beskrivelse for tossede præsidentielle tweets, og selvom det
synes dyrisk, så er vildskab ikke en dækkende betegnelse for de vanvittige og
frygtelige terrorhandlinger, der for tiden desværre næsten er blevet
hverdagskost.
Her
skal vildskab ses som modet til at turde tænke anderledes og udfordre fastgroede
forestillinger om virkeligheden. Jeg vil derfor vove den påstand, at I (og
vores samfund som helhed) har brug for mere vildskab. Jeg er helt enig med den
nyudnævnte direktør for Nationalmuseet, Rane Willerslev, (som ofte selv
beskrives som fuld af vildskab), der i sin helt nye bog Tænk Vildt: Det er guddommeligt at fejle slutter af med at sige:
I
fremtiden bliver der i højere grad end nogensinde brug for folk, der tør tænke
vildt og tør tage fejl. Som forstår at fejle produktivt. Der er ikke et minut at spilde; vi
må have denne kollektive egenskab installeret i vores undervisnings- og
uddannelsessystem snarest muligt. Det gælder ikke bare dét, vi skal leve af.
Det er ellers vigtigt nok. Det handler også om den måde, vi sagtens kunne leve
på. Legende. Seriøst.[6]
Jeg
håber, at I vil følge Rane Willerslev råd. At I ”tør tænke vildt” og altid vil
”fejle produktivt” både videnskabeligt og menneskeligt, og i det hele taget
leve ”legende”. Jeg håber, at I ikke altid vil følge strømmen og gøre det
samme, som de andre gør, fordi I tror, at det er det rigtige, eller fordi I
tror, at I bør gøre noget bestemt, som f.eks. at tage en bestemt fornuftig uddannelse
i stedet for at forfølge jeres egen vilde drøm.
Vi
skal ikke alle sammen se ens ud, tænke ens, eller opføre os ens. Når vi giver vildskaben
plads, så hylder vi mangfoldigheden; vi rummer hinandens og verdens skæve og mærkelige
sider. Med vildskaben kan vi udfordre ”data” og tænke nyt i både videnskabelig,
kunstnerisk og menneskelig forstand.
Og
således med ønsket om at jeres fremtidige liv ikke bliver styret af data, men
fyldes af den gode skøre vildskab med plads til masser af berigende fejl, dimitterer
jeg jer hermed som studenter fra Gribskov Gymnasium 2017.
Kristoffer
Høy Sidenius
Rektor
Gribskov
Gymnasium
Ingen kommentarer:
Send en kommentar